onsdag den 30. maj 2012

Jordbærtærte

Min kæreste, Søren, har lige afleveret projekt og trængte til at blive forkælet. Han elsker jordbærtærte, så det ville jeg prøve at lave til ham


Søren var ikke helt tilfreds med tærten, så næste gang laver jeg to tærter af samme mængde.

Jordbærtærte
(nok til 2 tærter - ifølge Søren)

Tærtebund
150g smør
240g hvedemel
125g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 æg

Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Bland sukker og vaniljesukker i. Saml dejen hurtigt med æg. Læg dejen koldt i 1 time, rul ud og læg i tærteformen.

Fyld
100g sukker
100g smør
100g revet marcipan
0,5 æg

Smør og sukker røres sammen. Marcipan og æg røres i. Massen fordeles på tærtebunden og bages ved 200 grader i 20 min.

Vanilleflødecreme
2,5 dl mælk
2 spsk sukker
1 bæger past. æggeblommer
1,5 tsk vanille
1 spsk maizena
3 blade husblas
2,5 dl fløde - piske til skum

Mælken koges op. Sukker, æggeblommer, vanille og maizena piskes godt og så hældes den meget varme mælk forsigtigt i, mens der piskes. Det hældes tilbage i gryden og koges op under omrøring, hvorefter det tages fra varmen. Udblød husblas og kom dem i den ikke alt for varme vanillecreme. Når cremen er kold blandes den med flødeskummet.

100 g chokolade - smeltes
500 g jordbær

Når tærtebunden er kølet af, pensles den med mørk chokolade. Derefter lægges vanilleflødecremen på. Der pyntes med halve jordbær og der kan evt. pensles med smeltet ribsgele.


tirsdag den 29. maj 2012

Flødeboller

Jeg ELSKER flødeboller, så det måtte jeg da prøve at lave selv. Jeg brugte opskriften fra frkcupcake's blog.

Jeg synes selv, at de blev rimelig vellykket, selvom jeg måske skal lære at temperere chokolade, så det ikke "smitter af", når man spiser dem. Desuden skal der måske mere højde på flødebollerne?

Her er flødebollerne inden de overtrækkes med chokolade

Her er de endelige flødeboller. De er pyntet med fondant eller glimmer-krymmel.

Flødeboller
ca. 40 stk

400g marcipan

300g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 dl vand
160g past. æggehvider (4 bægre)
ca. 500g chokolade

Bunde
Marcipanen skæres i 40 skiver og lægges på et stykke bagepapir - bages ved 180 grader i ca 5-8 min. De skal lige akkurat være gyldne i kanten.

Guf
Sukker, vaniljesukker og vand kommes i en gryde og koges i ca 5 min. Temperaturen på sukkermassen skal være 121 grader. Undgå at røre for meget i blandingen, mens den smelter.

Æggehvider piskes let. Når sukkermassen har den rette temperatur hældes den langsomt i æggehviderne. Der piskes videre på mellem hastighed i ca 15 min til guffen er fast og danner fine toppe.

Guffen sprøjtes på marcipanbundene (brug evt. tyl 1M - stor stjernetyl). Flødebollerne bages i 3-5 min, alt efter størrelse, så de får en fast overflade. Pas på med ikke at bage dem for meget - de skal ikke blive gyldne.

Når flødebollerne er afkølet skal de overtrækkes med chokolade. Tag evt. en bagespatel og stil flødebollen derpå og hæld chokolade udover med en ske. Når den er dryppet lidt af, kommes den over på et stykke bagepapir (brug evt. en kniv til at flytte flødebollen). Alternativt kan du pensle flødebollen med en bagepensel.

Husk at pynte flødebollen inden chokoladen stivner.

Pas på med ikke at sætte dine flødeboller i køleskabet, før chokoladen er stivnet nogenlunde ved stuetemp. hvis de sættes på køl for tidligt, kan der dannes hvide streger i chokoladen, og den bliver mat.

Flødebollerne kan holde sig i ca 5 dage i køleskab.


lørdag den 12. maj 2012

Banancupcakes og Mandelcupcakes

Jeg skulle holde middagsselskab for en flok venner, og så skulle der selvfølgelig serveres cupcakes til. Jeg valgte at lave banancupcakes med chokoladesmørcreme og mandelcupcakes med mandelfrosting.


Jeg lavede rigelig med cupcakes, så der også var til min mosters polterabend dagen efter.


Opskriften er fra "500 muffins & cupcakes" af Fergal Connolly

Mandelcupcakes
ca. 18 cupcakes
225g usaltet smør
225g sukker
225g hvedemel
2,5 tsk. bagepulver
4 æg
1 tsk mandelekstrakt
3 spsk mandelmel

Kom alle ingredienser i en skål og pisk dem sammen med en elektrisk håndmikser, til dejen er glat og bleg - det tager 2-3 minutter. Fordel dejen i papirformene. Bag kagerne i 20 minutter. Tag formene ud af ovnen og lad dem køle af i 5 minutter. Løft papirformene op af formene og lad dem køle af på en rist.

Mandelfrosting
375g flormelis, sigtet
225g usaltet smør
1 knsp salt
lidt mandelessens
evt. farve

Rør flormelis, smør og salt sammen i en skål med en elektrisk håndmikser, til det er glat. Tilsæt mandelessens og evt. farve og bland godt.


fredag den 4. maj 2012

Banankage til Kasbajer

Jeg ville prøve at bage banancupcakes som lagkage. Jeg brugte chokoladesmørcreme som lag i kagen og til at smøre den op med.

Jeg lavede lidt kagen, som en prøve på en fødselsdagsgave, som jeg ville forære til en af mine venner (se længere nede).

 
Kage og cupcakes ovenfor delte jeg med mine forældre.



Her er fødselsdagskagen til Steffan og hans Kasbajer (som jeg har prøvet at modellere)