onsdag den 8. juli 2015

No bake Nutella Oreo Cheesecake

I dag har min skønne far fødselsdag, så jeg har lavet kage til i aften, hvor vi skal fejre ham.Jeg skal snart selv holde stor fest, hvor jeg overvejer at lave samme kage, så i aften er en slags test til festen. Desuden er min far stor fan af Nutella, så han blev IKKE skuffet over mit valg af kage til ham :)

Opskriften har jeg fundet hos Cookies, cupcakes, and cardio, som er en canadier, der laver masser af sjove og skøre kager. Inde på hendes side kan I også se en tutorial på kagen, hvilket jo altid er godt! Nedenfor har jeg oversat opskriften til dansk, så den er lidt nemmere at have med at gøre.

Spændingen stiger. Mon den smager godt?

Den kan da kun smage godt!

Lækkerhed!


No bake Nutella Oreo Cheesecake
(Ø 23cm)
150g digestive kiks
60g brun farin
½ tsk kanel
80g smør, smeltet
ca. 450g flødeost
2 tsk citronsaft
½ ltr fløde
80g sukker
12 Oreos + nogle til pynt
1 cup nutella

Jeg brugte en plastkant (a la denne), som jeg placerede i springformen inden, jeg begyndte, så det var nemmere at få springformen af til slut. Desuden giver det også en fin skarp kant.

Rør kiks, brun farin og kanel sammen. Tilsæt smeltet smør og bland godt. Pres massen ned i bunden af springformen. Køl, indtil den er fast (ca. 30min).

I køkkenmaskine piskes flødeost og citronsaft sammen indtil det får en blød konsistens. Tilføj fløde og fortsæt med piskning indtil massen er tyk. Tilføj gradvist sukker og fortsæt med piskning indtil massen er stiv. Del massen i 2.

1.halvdel
Tilføj hakket oreos og bland. Kom massen ovenpå den afkølede kiksebund. Køl ned indtil massen er rimelig fast

2.halvdel
Tilføj nutella og bland. Kom massen ovenpå den afkølede oreomasse. Pynt evt. med (hakkede) oreos. Kagen afkøles i min. 2-3 timer eller natten over.

Skal spises inden for 2-3 dage.

mandag den 6. juli 2015

Hurra for mig! Fødselsdaaag!

I dag har jeg fødselsdag. HURRAAAA! Det fejres sammen med den nærmeste familie og masser af kage! Jeg har lavet masser af mini-jordbærtærte og chokoladeboller i dagens glædelige anledning. Det er første gang, jeg har prøvet denne opskrift på chokoladebolle. Stor succes! De var super lækre, da de lige var kommet ud af ovnen, men også utrolig gode, selv da de blev kolde.

 Lune chokoladeboller


LOVE på mini-tærter!

Chokoladeboller
12 stk, store
50g gær
2dl mælk
100g smør
2 æg
50g sukker
en smule salt (ca ½ tsk)
ca 500g mel (indtil dejen er til at arbejde med)
100g hakket chokolade (eller mere, efter smag)
evt. ½ tsk kardemomme
1 æg til pensling

Smuldr gæren i en skål. Smelt smørret og kom mælken i, så væsken er lillefingervarm. Rør væsken godt ud i gæren. Tilsæt herefter sukker, salt og æg, mens der røres godt rundt. Rør lidt mel i af gangen sammen med den hakkede chokolade og tilsæt evt. kardemomme.

Ælt dejen, og lad den hæve et lunt sted i ca 30 min. (evt. længere tid, da det afhænger af temperaturen på melet og gær-blandingen) til dejen har dobbelt størrelse, så den giver efter, når man trykker den let i toppen.

Form dejen til boller og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve 40 min.

Pensl dem med æg og bag dem i en 190 graders varm ovn i ca 11-12 min.

søndag den 28. juni 2015

Jordbærtærte

Ja, man skulle da tro, at vi snart ville få nok eller blive allergiske overfor jordbærtærter, men nope. Vi spiser dem stadigvæk med stor glæde!


 

fredag den 26. juni 2015

Mini-jordbærtærter & almindelige jordbærtærter

Min mor bestilte 2 jordbærtærter i forbindelse med sommerfest på Tornhøjskolen, hvor hun er lærer. Når jeg nu var i gang med jordbærtærter, så kunne jeg ligeså godt fortsætte med at lave lidt kage til Søren og jeg. Fordi jeg allerede havde lavet 2 store tærter til min mor og 1 stor tærte til Søren, så løb jeg tør for store tærteforme. Derfor endte jeg med at prøve kræfter med små jordbærtærte = cuteness! Det er ikke sidste gang, jeg laver små jordbærtærter!


Total cuteness!!

fredag den 19. juni 2015

Jordbærtærte

Jordbærrene er vist lidt for godt for tiden = mere jordbærtærte.

Altid en overflod af jordbær

torsdag den 18. juni 2015

Rabarbergrød

Flere rabarber er dukket op på farmen. I stedet for at kaste mig over mere kage med rabarber, så forsøgte jeg mig med rabarbergrød. Jeg eeelsker normalt jordbærgrød, så jeg tænkte, at rabarbergrød også måtte være lækkert. Jeg fik dog lavet den al al for tynd, så det nærmere blev til en rabarbergele/-suppe. Den smagte da i det mindste stadig okay.

Ikke helt vellykket rabarbergrød

lørdag den 6. juni 2015

Frugttærte


Selvom vi spiser meget kage her i huset, er vi så ikke også nærmest sunde, når nu det hovedsageligt er kage med frugt på :D I hvert fald er der lavet mere frugttærte. Føler mig næsten sund - eller noget.