Viser opslag med etiketten Opskrifter på cupcakes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter på cupcakes. Vis alle opslag

tirsdag den 19. maj 2015

Cupcakes med rabarber

Så er der kommet rabarber oppe på farmen. Altid godt med rabarber fra haven! MEN hvad kan jeg dog finde på at bruge rabarber til?? Kage, selvfølgelig!

Jeg fik kastet mig ud i...
- Cupcakes med rabarber og marcipan, toppet med cream cheese frosting med hvid chokolade
- Rabarbercupcakes med rabarbericing

Cupcakes med rabarber og marcipan, toppet med cream cheese frosting med hvid chokolade

Rabarber cupcakes med rabarbericing

Cupcakes med rabarber og marcipan, toppet med cream cheese frosting med hvid chokolade
12-14 stk

Cupcakes
4 æg
3 dl sukker
4 dl mel
2 tsk  vaniljesukker
1 tsk bagepulver
150g smør (smeltet)
185g marcipan
180g rabarber

Skær rabarberne i små stykker og riv marcipanen. Pisk æg og sukker til en lys og luftig masse. Kom de andre ingredienser i dejen – vent dog med marcipanen og rabarberne, de skal nemlig vendes i til sidst. Bag ved 175 grader i ca. 25 min.

Frosting
60g blødt smør
120g flødeost
100g flormelis
50g smeltet, hvid chokolade
1 tsk vaniljesukker

Smelt den hvide chokolade og lad den køle af. Pisk flormelis, smør, vaniljesukker og flødeost. Pisk den afkølede chokolade i massen. Pisk godt sammen så du får en luftig frosting. Top rabarberkagerne med den hvide chokolade-frosting og pynt med lidt krymmel.

Opskriften er fundet her



Rabarbercupcakes med rabarbericing (10-12stk)
Råsyltede rabarber
100g skyllede fintskåret rabarber
50g flormelis

De ordnede rabarberstykker blandes med flormelissen og trækker en times tid. De råsyltede rabarber passeres gennem en sigte - saften gemmes til icing, mens stykkerne bruges i dejen.

Dej
200g sukker
200g blødgjort smør
½ stk vaniljestang
6 æg, stuetempererede
150g hvedemel
30 g finthakkede mandler
rabarberstykkerne fra de råsyltede rabarber

Vaniljestangen flækkes på den lange led og kornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad. Vaniljesukker, sukker og blødgjort smør piskes luftigt med en håndmikser, æggene piskes med et ad gangen.


2 spiseskefulde af melet drysses over de drænede rabarberstykker og vendes rundt. De melede rabarber og de finthakkede mandler kommes i dejen. Passér det sidste mel gennem en sigte, ned i dejen. Vend det hele forsigtigt rundt.

Dejen fordeles i muffinformene, så de er fyldt helt op, men ikke overfyldes. Bages ved 185 grader til de giver efter ved let tryk - ca. 15-18 minutter og afkøles let.

Icing
200-250g flormelis
½ dl past. æggehvider
rabarbersaften fra de råsyltede rabarber

Flormelis passeres gennem en sigte. Sigtet flormelis og æggehvider piskes luftigt med en håndmikser.
Tilsæt slutteligt rabarbersaften. Kom den aldrig i før du er sikker på at den er pisket luftig med æggehviderne.

Iceingen fordeles på de afkølede muffins. Anvend en sprøjtepose med en stjernetyl. Med en bunsenbrænder "flamberes" det øverste af icingen en anelse. De færdige muffins må ikke stables.
Opskriften er fundet her

fredag den 18. april 2014

Påskecupcakes

I anledningen af, at påsken er over os, og at der blev holdt påskefrokost i min mors familie i går, så var det jo oplagt, at jeg medbragte påskecupcakes! Jeg valgte at lave nogle banancupcakes med chokoladesmørcreme (den opskrift går man aldrig galt med) og nogle gulerodscupcakes m. valnødder med creamcheesefrosting. Mums mums, siger jeg bare!

Jeg lavede nogle søde små kaninnumer og gulerødder i fondant, som bare så SÅ ufattelig nuttede ud på de færdige cupcakes!


De færdige cupcakes

Nedenstående opskrift er tyvstjålet fra bogen "500 muffins & cupcakes" af Fergal Connolly.
Jeg synes, at disse cupcakes ender med at smage mere af valnødder end af gulerodskage - ikke at de smager dårligt af den grund. De er stadig utrolig lækre.

Gulerodscupcakes med valnødder
18 cupcakes

Cupcakes
225g usaltet smør, blødgjort
225g sukker
225g hvedemel
1,5 tsk bagepuler
4 æg
1 tsk allehånde
100g hakkede valnødder
150g friskrevne gulerødder
2 spsk lyse rosiner (dem fravalgte jeg dog)

Varm ovnen op til 175˚. Læg 18 papirforme i muffinforme. Pisk smør, sukker og æg sammen i en stor skål med en elektrisk håndmikser, til det er glat - det tager 2-3minutter. Rør resten af ingredienserne i. Fordel dejen i papirformene. Bag kagerne i 20 minutter. Tag formene ud af ovnen og lad dem køle af i 5 minutter. Løft papirformene op af formene og lad kagerne køle af på en rist.

Cream Cheese Frosting
200g flødeost
175g flormelis, sigtet
1 spsk citronsaft
1 tsk vaniljeekstrakt

Pisk langsomt flødeost og flormelis sammen i en stor skål med en elektrisk håndmikser, til det er cremet og blødt. Tilsæt citronsaft og vanilje og pisk det hurtigt, til det er blandet helt. Smør de afkølede kager med glasur.

Opbevar cupcakes uden glasur i en lufttæt beholder i op til 3 dage eller frys dem i op til 3 mdr.



fredag den 15. november 2013

Æble-marcipan cupcakes med kanel-marengs

I anledningen af at julen er lige om hjørnet, så fik jeg lyst til at afprøve en mere julet udgave af cupcakes - og MUMS! Lækre lækre cupcakes, der helt sikkert skal bages igen.



Cupcakes
(12-15stk)

185g mel
1,5 tsk bagepulver
0,5 tsk kanel
1 knivspids salt
113g smør
250g sukker
2 æg
0,5 dl varmt vand
1 (mellem stort) frisk revet æble. 
100 g revet ren rå marcipan (smid den i fryseren 1/2 time så den er lige til at rive.


Alle ingredienser skal have stuetemperatur

Smøret piskes alene indtil det er let og luftigt. Sukker tilsættes og piskes med. Tilsæt et æg af gangen og pisk det godt ind i dejen. Mel, bagepulver, kanel og salt sigtes sammen i en skål. Tilsæt melblandingen af 3 gange, sammen med det varme vand. Vend marcipanen i dejen og til sidst de revet æbler.

Fyld papirsformene 2/3 op. Drys med lidt kanelsukker ovenpå. Bag kagerne ved 170 grader (ikke varmluft)  i 20-25 min. Men begynd at tjekke allerede ved 15 min.

Kanel marengs frosting
167 g sukker
285 g smør
3 æggehvider
ca. 7 strøget tsk. kanel (smag dig frem)
 


Sukker og æg sættes over vandbad til det opnår en ca. temperatur på 66 grader. Ved denne temperatur skulle sukkeret gerne være opløst. Jeg prøvede faktisk at lave det direkte i en gryde denne gang og det gik fint. Man skal bare holde øje for æggehviderne må ikke koge. Jeg tog det af så snart sukkeret var helt opløst.
Tag sukkermassen af og pisk.

Tag skålen af varmen og pisk et par minutter på medium hastighed. Pisk derefter på fuld hastighed 5-7 minutter, det burde give en dejlig marengs. Sæt nu hastigheden ned på lav og pisk indtil din marengs har stue temperatur. Det er meget vigtigt at den ikke er for varm når du tilsætter smørret, da det så vil smelte og det hele falde sammen. Det kan godt tage lidt tid, men det er som sagt en vigtig ting.

torsdag den 16. maj 2013

Afprøvning af frosting

Jeg har fået en cupcakebog "Julias Cupcakes", som jeg gerne ville i gang med at prøve af. Jeg lavede en omgang chokoladecupcakes med peanutbutter og chokoladestykker, og så lavede jeg 6 slags frosting; chokoladesmørcreme, alm glasur, vanillefrosting, limefrosting, cream cheese frosting og cream cheese frosting med lime.

Halvdelen af cupcakesene på billederne gik til mine forældre, og den anden halvdel gik til Sørens forældre, og så var der en lille slat tilbage til Søren og jeg.



Cupcakes med chokoladesmørcreme

Cupcakes med alm glasur

Cupcakes med vanillefrosting

Cupcakes med limefrosting

 Cupcakes med cream cheese frosting

Cupcakes med cream cheese frosting med lime

Opskrifterne er fra bogen "Julias cupcakes"

Chokoladecupcakes med peanutsbutter og chokoladestykker
ca 24 stk

2 æg
300g sukker
300g hvedemel
1 dl kakao
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
2,5 dl mælk
200g smeltet smør

1 dl grov peanutbutter
2 dl hakket chokolade

Sæt din ovn på 175 grader uden varmluft. Pisk æg og sukker til en luftig, lys masse. Tilsæt alle de tørre ingredienser, og pisk det sammen med mælken. Vend det smeltede smør forsigtigt ned i dejen, til massen er ensartet blank. Vend peanutbutter og chokolade i dejen.

Fyld dine forme 2/3 op med dej. Bag kagerne på midterste rille i ovnen i ca 15 min. De må gerne stadig virke lidt klistrede på toppen.


Vanillefrosting
Der er til ca 20 cupcakes med fyldig swirl.

720g flormelis
3 tsk vaniljesukker
100g blødt smør
1 dl lun mælk (ca 35-37 grader)
evt farve

Alle ingredienser blandes i en skål og piskes til en luftig creme med elpisker. Når du kan trække frostingen op i en spids med elpiskeren, og spidsen ikke falder sammen, så er frostingen færdig. Tilsæt mere flormelis, hvis du vil have en mere stiv frosting. Tilsæt evt. farve.

Tilsæt 2 tsk revet usprøjtet lime, hvis du ønsker limefrosting.


Cream cheese frosting
Der er til ca 20 cupcakes med fyldig swirl.

200g cream cheese (ikke light)
100g blødt smør
500g flormelis
4 tsk vaniljesukker
evt farve

Alle ingredienser blandes i en skål og piskes til en luftig creme med elpisker. Når du kan trække frostingen op i en spids med elpiskeren, og spidsen ikke falder sammen, så er frostingen færdig. Tilsæt mere flormelis, hvis du vil have en mere stiv frosting. Tilsæt evt. farve.

Tilsæt 2 tsk revet usprøjtet lime, hvis du ønsker ccream cheese frosting med lime.