søndag den 7. august 2016

Bryllupcupcakes

I går holdte min søster og svoger bryllupsfest, hvor jeg havde fået opgaven at lave cupcakes til.

Det smukke brudepar :)

De ønskede to slags cupcakes, så der var en brude-cupcake og en gom-cupcakes, hvor de hver især valgte en smagsvariant. Det endte med, at brude-cupcakes blev chokoladecupcakes med peanutbutter, heri var en midte med hindbærsyltetøj, og de blev toppet med hindbærsmørcreme. Gom-cupcakes blev derimod banancupcakes med en midte af dulce de leche, og de blev toppet med chokoladesmørcreme.

De var egentlig ret åbne med hensyn til pynt, men på deres invitationer havde de et logo af en kronhjort og en hen, som de gerne ville have på nogle af deres cupcakes - så det fik de :) Derudover fik de hvide og sorte hjerter på deres cupcakes samt deres forbogstaver i hvid.
 
Banancupcakes med dulce de leche




Chokoladecupcakes med peanutbutter og en midte af hindbærsyltetøj
 
Brudens cupcakes

Gommens cupcakes 1

Gommens cupcakes 2

De sidste detaljer klargøres - bl.a.foldning af wrappers til de mange cupcakes

Bryllupsfiguren :D
 
Ta-daaaaah :D :D Jeg er godt tilfreds!
 
... og så skal der spises!

Chokoladecupcakes med peanutbutter, hindbærsyltetøj og hindbærsmørcreme
Jeg bruge opskriften på min standard lagkage. Jeg lavede 1,5 portioner til 36 cupcakes og kom et glas peanutbutter i dejen. Derefter fik de 18-20min i ovnen.

Til at lave hindbærsmør brugte jeg denne opskrift. Her kom jeg hindbærekstrakt og rød farve i, indtil jeg syntes, at smagen passede til min smag.

Jeg brugte bare almindelig hindbærsyltetøj til midten af de mange cupcakes.


Banancupcakes med dulce de leche og chokoladesmørcreme
Jeg brugte denne opskrift til banancupcakes - dog uden chokoladestykker - og denne opskrift til chokoladesmørcreme. Derudover købte jeg færdiglavet dulce de leche, som egentlig bare er kogt kondenseret mælk.

mandag den 4. juli 2016

Mini-guide til et par kagesteder i London

Jeg har været på en miniferie i London med mine to søstre her i weekenden. Som altid ville jeg gerne se nogle sjove kagebutikker, så vi skulle lige et smut forbi et par stykker - det er jo begrænset, hvad vi kunne nå på knap 3 dage.

Vi var forbi Old Spitalfields Market, hvor vi faldt over to kagecafeer, som vist begge er kæder. De kan derfor også findes andre steder i London:
- Konditor & Cook
- Patisserie Valerie

Desuden kiggede vi vinduer hos Golden Gate Cake Shop i Chinatown, og vi var forbi for at lure i Choccywoddydodah nær Oxford Street.

Konditor & Cook (2 Market St, London)
En fin lille café, hvor der var mulighed for at sidde og få et stykke kage og en kop kaffe. Vi valgte dog at spise på Patisserie Valerie, som lå lige ved siden af - vi skulle jo vælge ét sted. Men det så super lækkert ud her også!



Patisserie Valerie (Spitalfields Arts Market, 37 Brushfield St)  
Dette er vist en kæde. Jeg så i hvert fald flere steder rundt om i London. Her er det bl.a. muligt at få Afternoon tea, hvor man får et 3 lags stativ med små sandwiches, et par scones og kager. Vi valgte dog at købe 4 forskellige slags kager + en kande te og så dele det i mellem os, som I kan se nedenfor. MUMS!

Lidt af deres udvalg

Kage til deling - Mmm!

Golden Gate Cake Shop (Chinatown)
Et lille vindueskig blev det til i Chinatown, da det begyndte at styrte ned, og vi måtte løbe videre til tørvejr.

Choccywoddydoodah (30-32 Fouberts Place, Carnaby)
Dette er en helt overdådig kagebutik, som ligger tæt ved Oxford Street. Butikken er fyldt op med udstillingskager, som er vanvittige! Helt sikkert et besøg værd!! Der var vist en café tilknyttet til stedet, men vi endte med at gå efter mere rigtig mad i stedet. Jeg må besøge butikken igen næste gang, jeg er i London, så jeg også kan få prøvet caféen.



Irregular Choice (35 Carnaby Street, London)
Hvis I er i nærheden er Oxford Street er der desuden endnu en butik, som, jeg vil mene, er et besøg værd. Det er nok den mest fantastiske skobutik jeg nogensinde har set!

Blot et lille udpluk af de mest almindelige sko i butikken.
"Alice i Eventyrland"-tema


Starwars-tema


GOD FORNØJELSE!

fredag den 24. juni 2016

Jordbærtærte

I denne uge har Søren igen været på besøg hos mig. Samtidig er de danske jordbær helt fantastiske, så vi har købt et hav af jordbær til både jordbærgrød og jordbærtærte. Så bliver det ikke meget bedre i denne lumre sommervarme :)


friske, søde jordbær

lørdag den 21. maj 2016

Sund chokolademousse

Jeg har for nyligt vundet HelseMatildes bog  #detskalværesjovtatværesund, hvor jeg prøvede en opskrift fra på en sund chokolademousse. Jeg var noget kun spændt på, at om smagte godt, fordi den både indeholdt avocado og banen. Men den var faktisk rigtig god. Søren var dog ikke ligeså imponeret som mig, så han skulle spise noget flere jordbær til

Moussen før den blev sat i køleskabet
klar parat til at blive spist!

fredag den 6. maj 2016

Kagehygge med KM

Min storesøster, min veninde KM og jeg var til Adele koncert i tirsdag! Mega fedt, fantastisk og lækkert!! Min veninde kom over fra Aalborg og blev i nogle ekstra dage hos mig, når nu hun alligevel var helt herovre. Vi har derfor rigtig kunne hygge os i KBH. KM er ligeså kageglad som mig og bager også selv masser af lækre og flotte kager i sin fritid som mig. Derfor skulle vi selvfølgelig rundt og se nogle kagesteder, bl.a. kom vi forbi Serenity Cupcakes om onsdagen og Cravings om torsdagen, hvor vi også lige skulle smage på sagerne!

Chokoladekage med cream cheese frosting + rabarbercupcake med meringue

Kaffe og te skal der til! Derudover delte vi cupcakes'ne ligeover.

Torsdagens cupcakes inkl. mere kaffe og te :)

torsdag den 28. april 2016

Macarons til arbejde


Jeg fik lyst til at kaste mig ud i macarons igen - denne gang til min arbejdsplads i Ballerup Kommune. Jeg fik lavet følgende varianter: 

- kakaomacaron med saltkaramel (opskrift på kakaomacaron nederst - ikke karamel)

Da jeg ikke umiddelbart kunne finde en karamelcreme, prøvede jeg at lave min egen karamel på panden for derefter at blande det med fløde og lidt salt. Men jeg var bare slet ikke tålmodig nok, hvilket resulterede i en hård og lidt klumpet karamel. Det smagte dog stadig ok, og mine kolleger var ganske tilfredse med alle 3 varianter. Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg kan få karamelcreme i Føtex ved Nørrebro st., så jeg må vist i gang igen - øvelse gør jo mester :)

Lækre macarons klar til Ballerup Kommune

Close-up :P





Kakaomacaron med saltkaramel (Opskriften har jeg fundet her)
 (12 stk)
43 g mandler (eller mandelmel)
70 g flormelis
5 g kakao
40 g æggehvide
25 g sukker

Smut mandlerne og blend dem til fint mandelmel. Hæld flormelis og kakao ned til mandelmelet, og blend videre. Si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut. Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.). Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

lørdag den 9. april 2016

Prøvebagning til Bryllup

Jeg har fået en bestilling til en bryllupsfest til sommer. De vil gerne have cupcakes i stedet for en traditionel bryllupskage. For at bestemme os for den endelig smag, så smækkede jeg et kæmpe udvalg op, så brudeparret kunne bestemme sig. De var nemlig i tvivl om, hvorvidt de skulle have fyld inde i cupcakes'ne udover frosting på toppen.

Hvad de endte med at vælge, må I vente med at se til august :)

Cupcakes, fyld og frosting i massevis

Da vi åbenlyst bagte al for mange cupcakes til en prøvesmagning, så skulle der selvfølgelig cupcakes med på arbejde, hvor de også fik lov til at komme med deres mening. Vi løb desværre tør for flormelis, så den lyserøde topping blev al for flydende, men det er der jo heldigvis råd for, når jeg skal lave dem til brylluppet - HUSK ekstra flormelis!

Cupcakes til kollegerne i Ballerup