mandag den 2. juni 2014

Træstammer og romkugler

Da jeg for nyligt lavede bestillingskager, så fik jeg en masse kage til overs (det kage, jeg skærer fra - fx kanterne og toppen). Det er jo synd at smide alt det kage ud, hver gang der laves bestillingskager, MEN så er det jo godt, at jeg bare kan lave romkugler og træstammer ud af resterne! :D

Jeg er STOR fan af romkugler og træstammer, men jeg synes ikke, at jeg selv kan få dem til at smage helt, som jeg gerne vil have. De smager dog ret godt - bare ikke af "rigtige" romkugler :(

Det lækre resultat

Som I kan ses nedenfor var der en hel del kante-rester tilbage fra bestillingskagerne!

Masser og masser af kage, der er smuldret.



lørdag den 31. maj 2014

Jordbærtærte til Søren igen igen.

Så er der kommet friske jordbær i butikkerne igen, og da det vist ikke er nogen hemmelighed, at Søren ELSKER jordbærtærte, så har jeg endnu engang lavet jordbærtærter til ham. Jeg lavede 2 tærter til ham, da den opskrift jeg har, sagtens kan bruges til at lave 2 tærter med.

Hold nu op for en lækkerbisken!

Jeg snød dog lidt med vaniljecremen denne gang og brugte en købt udgave - det skulle lige prøves. I stedet for at blande vaniljecremen med flødeskum, som jeg normalt gør, så kom jeg en klat cremefraiche på toppen i stedet.
Snydecremen.


fredag den 30. maj 2014

Kage til Camillas store 14års fødselsdag

Så er der gang i bageriet igen! Jeg har fået en bestilling på en kage til en stor 14års fødselsdagsfest med 50 gæster. Camilla, som fylder 14 år, går til svømning og er glad for at klatre, så hun ville gerne have en kage, der lignede en svømmehal, og en kage med nogle grene m. blomster, der snor sig lidt om kagen. Challenge accepted! Nedenfor kan I se de fantastiske resultateter.
 
Svømmehal. Jeg har brugt Sparkle Gel for at skabe illusionen om vand.

Blomsterkagen.

Jeg lavede den sædvanlige lagkage, som plejer at være en succes. Jeg er ikke så vant til at lave firkantede kager, så jeg var lidt i tvivl om mængden af dej og mousse, der skulle bruges. Det resulterede i nogle højere kager end forventet, men de brokker sig nok ikke over ekstra kage ;)

Lagkagen, før den blev smurt op.



fredag den 18. april 2014

Påskecupcakes

I anledningen af, at påsken er over os, og at der blev holdt påskefrokost i min mors familie i går, så var det jo oplagt, at jeg medbragte påskecupcakes! Jeg valgte at lave nogle banancupcakes med chokoladesmørcreme (den opskrift går man aldrig galt med) og nogle gulerodscupcakes m. valnødder med creamcheesefrosting. Mums mums, siger jeg bare!

Jeg lavede nogle søde små kaninnumer og gulerødder i fondant, som bare så SÅ ufattelig nuttede ud på de færdige cupcakes!


De færdige cupcakes

Nedenstående opskrift er tyvstjålet fra bogen "500 muffins & cupcakes" af Fergal Connolly.
Jeg synes, at disse cupcakes ender med at smage mere af valnødder end af gulerodskage - ikke at de smager dårligt af den grund. De er stadig utrolig lækre.

Gulerodscupcakes med valnødder
18 cupcakes

Cupcakes
225g usaltet smør, blødgjort
225g sukker
225g hvedemel
1,5 tsk bagepuler
4 æg
1 tsk allehånde
100g hakkede valnødder
150g friskrevne gulerødder
2 spsk lyse rosiner (dem fravalgte jeg dog)

Varm ovnen op til 175˚. Læg 18 papirforme i muffinforme. Pisk smør, sukker og æg sammen i en stor skål med en elektrisk håndmikser, til det er glat - det tager 2-3minutter. Rør resten af ingredienserne i. Fordel dejen i papirformene. Bag kagerne i 20 minutter. Tag formene ud af ovnen og lad dem køle af i 5 minutter. Løft papirformene op af formene og lad kagerne køle af på en rist.

Cream Cheese Frosting
200g flødeost
175g flormelis, sigtet
1 spsk citronsaft
1 tsk vaniljeekstrakt

Pisk langsomt flødeost og flormelis sammen i en stor skål med en elektrisk håndmikser, til det er cremet og blødt. Tilsæt citronsaft og vanilje og pisk det hurtigt, til det er blandet helt. Smør de afkølede kager med glasur.

Opbevar cupcakes uden glasur i en lufttæt beholder i op til 3 dage eller frys dem i op til 3 mdr.



onsdag den 9. april 2014

Kageaften på Tornhøjskolen

En gruppe lærere på Tornhøjskolen holder jævnligt kreative aftenener, hvor de mødes omkring en eller anden form for kreativ aktivitet. Jeg var så heldig at blive inviteret til en kageaften på Tornhøjskolen i går, hvor jeg skulle fortælle lidt om pyntning af fondantkager, mens en af lærerne stod for at pyntning af cupcakes. Det var en super hyggelig aften, og resultaterne blev ganske gode, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kunne helt sikkert godt blive bidt af at holde sådan nogle aftener! :)

Vi startede aftenen med at lægge lagkagebunde sammen med syltetøj, flødeskum og makroner. Desuden blev der sat cupcakes i ovnen, som kunne bage, mens vi legede med fondantkagerne. Vi delte lagkagerne i 3, så vi hver havde 1/3 lagkage at koncentrere os om. Jeg fortalte så lidt om, hvordan jeg plejer at gøre, når jeg laver kagerne (normalt smører jeg jo kagerne op, men det var der ikke tid til denne aften). Desuden fortalte jeg så lidt om, hvordan de kunne gøre, når de skulle i gang med at overtrække kagerne.

Her ses langbordet, hvor der leges med fondant.

De færdige fondantkager.

Da vi var færdige med at lege med fondant, så var der nybagte cupcakes klar til at blive pyntet.
Stor koncentration blandt lærerne!

De færdigpyntede cupcakes.
Jeg mener, at den ene slags var peanutbuttercupcakes med peanutbutter frosting. Den anden slags var vist limecupcakes med limefrosting, hvor vi udhulede vores cupcakes en smule, så der kunne komme lemoncurd i. DELICIOUS siger jeg bare!



lørdag den 8. marts 2014

Kanelsnegle

Min veninde bliver 25 år, og så er det jo oplagt at lave lidt kanelsnegle til hende. Som jeg vist tidligere også har skrevet, så skal kanelsnegle altid drille, når jeg laver dem. Denne gang betød det, at sneglene kom til at ligne sneglehuse. Det blev de nu ikke mindre fine af, og de smagte nu også ret godt alligevel ;)

Lidt fine ser de da ud, selvom det ikke er meningen.




onsdag den 5. marts 2014

Sundt bananbrød

I sjældne tilfælde sker det, at jeg finder sunde og lækre alternativer til hverdagen. Dette bananbrød er et godt eksempel på noget, som kan bruges som alternativ snack. Lækkert var det, og det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg prøver at bage det.

Nammenam!

Jeg kan desværre ikke huske, hvor opskriften er fra.

Bananbrød:
2 modne bananer
4 spsk græsk yoghurt
3 æg
45g kokosmel (groft)
100g kokosmel (fintmalet)
1 spsk bagepulver
1 tsk honning
pynt med nødder og havregryn

Banan moses og blandes med græsk yoghurt og honning. De andre ingredienser blandes i. Kom dejen i en brødform. Pynt med hakkede nødder og havregryn

Bag i 50-55 min v. 180-200˚