torsdag den 6. juni 2013

Nye kageting fra Holland

Jeg har planer om at lave en masse kage hen over sommeren, og så er det jo nødvendigt med nyt kagegrej. Jeg har bestilt kageting fra den hollandske hjemmeside og kom igen igen til at købe for mere end 150€ ( = fri fragt).. ups ups : P

Åhh, glæder mig til at komme igang!


Her er en masse kasser og kagepap til alle mine kager + 100 store sprøjteposer


Masser af fondant, klar til brug


En ny type bogstaver, sommerfugle, pulverfarve, firkantede udstikkere,
cupcakeforme og en ny JUMBO cupcake bageform


fredag den 24. maj 2013

Mors 50 års

Min mor bliver 50 år, og derfor ville hun gerne have kage med ud til hendes kollegaer. Hun er lærer, så jeg skulle lave noget lærerrelateret kage. Det blev til en bog-kage og en masse cupcakes med lærer-pynt på: en tavle, et æble eller en ugle. Hun var selv med til at lave noget af pynten.

Bogen består af den sædvanlige lagkage med jordbær- og tobleronemousse. Derudover er det chokoladecupcakes med peanutbutter og chokoladestykker med enten cream cheese frosting eller limefrosting. Der er også banancupcakes med chokoladesmørcreme.


Så er pynten klar til at komme ovenpå alle cupcakesene
 
Så er cupcakesene klar til afgang

Det endelige kagebord på lærerværelset


 
 En bog med bogorm i til dansklæreren


torsdag den 16. maj 2013

Afprøvning af frosting

Jeg har fået en cupcakebog "Julias Cupcakes", som jeg gerne ville i gang med at prøve af. Jeg lavede en omgang chokoladecupcakes med peanutbutter og chokoladestykker, og så lavede jeg 6 slags frosting; chokoladesmørcreme, alm glasur, vanillefrosting, limefrosting, cream cheese frosting og cream cheese frosting med lime.

Halvdelen af cupcakesene på billederne gik til mine forældre, og den anden halvdel gik til Sørens forældre, og så var der en lille slat tilbage til Søren og jeg.



Cupcakes med chokoladesmørcreme

Cupcakes med alm glasur

Cupcakes med vanillefrosting

Cupcakes med limefrosting

 Cupcakes med cream cheese frosting

Cupcakes med cream cheese frosting med lime

Opskrifterne er fra bogen "Julias cupcakes"

Chokoladecupcakes med peanutsbutter og chokoladestykker
ca 24 stk

2 æg
300g sukker
300g hvedemel
1 dl kakao
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
2,5 dl mælk
200g smeltet smør

1 dl grov peanutbutter
2 dl hakket chokolade

Sæt din ovn på 175 grader uden varmluft. Pisk æg og sukker til en luftig, lys masse. Tilsæt alle de tørre ingredienser, og pisk det sammen med mælken. Vend det smeltede smør forsigtigt ned i dejen, til massen er ensartet blank. Vend peanutbutter og chokolade i dejen.

Fyld dine forme 2/3 op med dej. Bag kagerne på midterste rille i ovnen i ca 15 min. De må gerne stadig virke lidt klistrede på toppen.


Vanillefrosting
Der er til ca 20 cupcakes med fyldig swirl.

720g flormelis
3 tsk vaniljesukker
100g blødt smør
1 dl lun mælk (ca 35-37 grader)
evt farve

Alle ingredienser blandes i en skål og piskes til en luftig creme med elpisker. Når du kan trække frostingen op i en spids med elpiskeren, og spidsen ikke falder sammen, så er frostingen færdig. Tilsæt mere flormelis, hvis du vil have en mere stiv frosting. Tilsæt evt. farve.

Tilsæt 2 tsk revet usprøjtet lime, hvis du ønsker limefrosting.


Cream cheese frosting
Der er til ca 20 cupcakes med fyldig swirl.

200g cream cheese (ikke light)
100g blødt smør
500g flormelis
4 tsk vaniljesukker
evt farve

Alle ingredienser blandes i en skål og piskes til en luftig creme med elpisker. Når du kan trække frostingen op i en spids med elpiskeren, og spidsen ikke falder sammen, så er frostingen færdig. Tilsæt mere flormelis, hvis du vil have en mere stiv frosting. Tilsæt evt. farve.

Tilsæt 2 tsk revet usprøjtet lime, hvis du ønsker ccream cheese frosting med lime.


lørdag den 4. maj 2013

Æsel og Peter Plys

Min kusine vil forsøge sig med at lave lagkage, der skal overtrækkes med fondant og en masse cupcakes, og så spurgte hun mig, om jeg vil hjælpe med at lave noget pynt. Det vil jeg gerne. Her er noget af det pynt, jeg endte med at lave. Jeg lavede en del flere bier og blomster, som hun så kan bruge til kagen og cupcakesene.





fredag den 29. marts 2013

Påskekager til min mors families påskefrokost

I år lavede jeg påskekager til min mors familie, og jeg fik prøvet en ny slags lagkage af, som blev ret vellykket. Den er ikke så tung som den sædvanlige chokoladekage, som jeg dog også lavede for en sikkerheds skyld.



 Den nye slags lagkage indeni

Den grønne kage er den sædvanlige lagkage med jordbær- og tobleronemousse, som jeg elsker. 

Den gule kage endte med at blive en kage med tre forskellige slags bunde: en drømmekagebund, en drømmekagebund med nødder og en red velvet bund. Der er to slags mousse i: hindbærmousse og nougatmousse, og så er den smurt op med palminsmørcreme.


Drømmekagebunde
Ø22 cm springform, kagehøjde ca 6 cm

4 æg, stuetemperatur
300g sukker
2 tsk vaniljesukker
2 dl lun mælk
80g smeltet smør
250g mel
2 tsk bagepulver

Æg, sukker og vaniljesukker piskes tykt og hvidt. Smørret og mælken varmes og vendes i dejen skiftevis med mel og bagepulves.

Dejen kan tilsættes revet marcipan, groft chokolade eller nødder (som jeg gjorde ved den ene bund).

bag i 45-60 min ved 185 grader.


Red Velvet
Jeg brugte en halv portion til 1 bund

150g smør (stuetemperatur)
4 dl sukker
2 æg
2 fl rød frugtfarve (2 x 38ml)
1-3 tsk kakao (jo mere kakao, jo dybere rød farve)
6,5 dl mel
1 tsk salt
1 tsk natron
2,5 dl kærnemælk
1 tsk klar eddike
1 tsk vaniljeessens (alternativ 1 tsk vaniljesukker eller korn fra 1 vaniljestang)

Pisk blødt smør sammen med sukker og vaniljesukker meget luftigt med piskeriset. Tilsæt ét æg ad gangen. I en anden skål blandes mel og kagepulver sammen. Kærnemælken hældes i en ny/anden skål og blandes sammen med rød frugtfarve.

Tilsæt skiftevis melblandingen (sigtes i) og kærnemælksblandingen lidt efter lidt. Bland eddike og natron i et lille glas - lad det "bruse op" - vendes straks i dejen

Fyld dejen i springformen og bag 45-60 min ved 180 grader. Lad kagen afkøle helt inden den  flækkes i 2 eller 3 lag.


Hindbærmousse (opskrift fra frkcupcake)
Det er den samme opskrift, jeg bruger til jordbærmousse, bare det er hindbær, der bruges i stedet.
150g hindbær, frosne eller friske
1 tsk vaniljesukker
1 spsk flormelis
2 blade husblas
2,5 dl fløde
Hindbær, vaniljesukker og flormelis koges hurtigt op i en gryde. Husblas lægges i blød i 5 min i koldt vand. Gryden tages af varmen og husblasen røres i. Piskefløden piskes til skum. 1/3 vendes i gryden, så blandingen køles af. Bagefter vendes resten af fløden i gryden.
Moussen sættes i køleskabet i et par timer, før den ligges sammen med kagen. Den passer med 1 lag i en lagkage.

Nougatmousse
150g nougat
0,5 l fløde

Smelt nougat og lad det køle lidt af. Pisk fløden og bland nougaten deri. Sættes i køleskabet i et par timer før den lægges sammen med bundene.


Palminsmørcreme
50g blød palmin
50g blød smør
200g flormelis
1-2 spsk vand/mælk/citronsaft
smagsaroma (f.eks. vanilje)

Bland palmin og smør godt sammen - gerne i 10 min. Kom flormelis i. Det skal blandes godt med smørret. Kom væsken i lidt ad gangen. Juster væsken til den ønskede konsistens. Tilsæt smag efter behov.


fredag den 22. marts 2013

Svampebob cupcakes

Jeg har næsten lige købt nye ting hjem fra nettet, og blandt disse ting er nogle Svampebob forme, som jeg købte til min lillesøster, som elsker Svampebob. En dag tog jeg hjem til hende for at hygge, og så bagte vi cupcakes og pyntede dem a la Svampebob. Vi endte med at lave chokoladecupcakes med chokoladestykker i og så lagde vi farvet marcipan ovenpå.

Det er utroligt, hvad lidt papir på en pind kan gøre ved en cupcake : )


lørdag den 2. marts 2013

Oreocupcakes med guf

Jeg blev inspireret af kageturen til KBH, og jeg er faldet pladask for rundt krymmel oven på guf-frosting. Da en veninde så skulle holde fødselsdag, så havde jeg en fin undskyldning for at prøve det af, og det er ikke sidste gang, jeg laver dem. Det er Oreocupcakes med guf på.